”Karen Christensen” HG. 50. Ejer Johannes Christensen, Hirtshals. Vi er her i den sidste halvdel af 1940erne.
Historien fortæller, at ”Karen Christensen” kom på bedding for kølhaling, og da man malede fribordet, faldt penslen igennem. Det var ikke så godt. Det udviklede sig til, at skroget blev kasseret, og de byggede en nybygning. Den blev afleveret i 1949. Det var en hækbygget skude på 22 brt., L 43,4 – B 14,2 – D 6,2. Den kom til at hedde ”Karen Christensen” HG. 50. OWGD. Et par år efter blev den solgt til Hans Kongerslev og blev til ”Indiana” HG. 50.
Denne var som nævnt på 22 brt., men de fleste af dem, der blev bygget på den tid, var under 20 brt. Dette skyldtes, at man derfor var fritaget for en del. Der skulle ikke afholdes regelmæssige syn. Der var ikke krav om skipperens kvalifikationer. Der var ingen krav til redningsudstyr. Det var selvfølgelig ikke forbudt at have noget ombord, men det var ikke påkrævet. Hvordan reglerne er i dag, kender vi ikke.
Så var det man godt kunne få den tanke, at hvorfor var et menneskeliv mere værd, hvis manden var forhyret med et fartøj over 20 brt. I tilfælde af uheld til søs, skulle han reddes i en kutterpram og forsynes med en redningsvest, som var udstoppet med kapok, og som kunne flyde i op mod 2 timer.
En kutterpram var et fartøj, anbragt på dækket, og som i reglen blev brugt til at stuve alt muligt grej ind i. Havde den stået der nogle år, kunne man ikke forvente den var tæt. I dag er det (heldigvis) gummiredningsflåder man bruger.
Hvis manden var forhyret med et fartøj under 20 brt. var det fint, hvis han kunne flyde med en korkprop i munden. Det var der dog ikke krav om. Var det ikke underligt at dele folk op på den måde?
