På kulkajen var der i sin tid 2 firmaer, der importerede og solgte fast brændsel. Det kunne være kul, koks, cinders og briketter o.a. Det var Nordjysk Kulkompagni og Otto Heerfordt. Det var Otto Heerfordt der havde kulkranen. Foruden at levere fast brændsel til oplandet, blev der også leveret til fiskefartøjerne, så de kan vel siges at være servicevirksomheder.
Det faste brændsel blev solgt i hektoliter (100 liter). Man havde nogle hektolitermål hængende, som man fra en slags silo fyldte, for derefter at tippe indholdet ned i en sæk, som blev båret hen på ladet af en lastbil. Derefter blev det leveret i kundens brændeskur eller i hans kulkælder.
Inden Reflex ovnen (olieovn) kom, havde alle fiskefartøjer en ovn til fast brændsel i lukafet, hvori man fyrede med kul eller briketter. Kullene blev ofte opbevaret i en kistebæk i lukafet, hvorfor den hed kulbænken. Den kunne samtidig også anvendes til opbevaring af proviant. Sammen med kullene kunne der ligge et franskbrød, en ost, en spegepølse og en pakke smør, og måske noget andet. Det har man set. Det var nok ikke alle steder man kunne få den oplevelse.
Stedet på billedet er ca. hvor MarineShaft i dag har sine bygninger.