På billedet ser det ud til, at HG. 106 ”Ove” ligger i midten af de tre fartøjer, der ligger agten for ”Inger Lillian”, den dag i 1959, hvor ”Inger Lillian” blev søsat som nybygning fra Hans Svendsens Skibsbyggeri. ”Inger Lilian” blev bygget samtidig med ”Annie”, og blev søsat samtidig. Er der nogen der har en anden mening om kutter ”Ove”, hører jeg gerne. Bedst vil det være, om nogen har et helt billede af ”Ove”. ”Ove” hørte til i et rederi fra Hesnæs, hvor der på det tidspunkt var 4 fartøjer. De andre var ”Alpha I”, ”Alpha III” og ”Sigrid Henriette”. Alle Langø bygninger. På det andet billede kan man se forskibet af ”Ove”, som ligger fortøjet ved svajepælen.
I 1954 var jeg med ”Selandia” HG. 91 med makrelgarn. Jeg var med som styrmand og kaffekok. Det vil sige at jeg skulle styre i land om natten/morgenen, når de voksne skulle pille makrel ud af garnene for at lande dem på auktionen kl. 07.00. For dette arbejde fik jeg 15,00 kr. pr. nat og fiskeriet af de 2 yderste garn. De fiskede som regel ikke noget.
Da vi var færdig med makrelgarnene, blev jeg mønstret som kokkedreng på kutter ”OVE” HG. 106 med Karl Pedersen som skipper. Vi skulle ud for at fange sildehajer. ”Ove” var på 27,43 brt. med en 3 cyl. Alpha motor på 135 hk. Karl Pedersen var en af 4 brødre her i byen, som kom fra Blokhus, sønner af Peter Madsen, og de hed alle Pedersen. De var flinke mennesker og dygtige fiskere. Og så var de brødre til tvillingerne Niels Jensen og Søren Madsen. Er det indviklet? Nej, slet ikke.
Jeg har aldrig forstået, og gør det stadig ikke, at en knægt, der netop er færdig med at aftjene sin 7 års skolepligt, skulle ud i Nordsøen og lave mad til 4 mand. I al slags vejr. Men sådan var det.
Vi sejlede til Haugesund i Norge for at tage is og agn ombord. Vi skulle have til 21 sæt, og der skulle en sild på hver krog hver dag, så det var i nærheden af 15.000 frosne sild. Vi brugte 700 kroge. Og så fik vi hvalkød ombord. Det var ikke til hajerne, men proviant til besætningen. Jeg var noget betænkelig ved det, for jeg havde aldrig hverken tilberedt eller spist en hval. Det blev heller ikke min livret. Da vi var færdig med at tage is og agn, var lasten stort set fyldt op. Der var kun et enkelt ledigt rum tilbage.
Så gik turen videre nordpå, hvor vi begyndte sæsonens fiskeri efter sildehajer. Det var en rolig tilværelse. Krogene blev sat tidligt om morgenen i en lang række. Der var 15 fv. mellem hver krog, så det var noget af en strækning, og for hver 4. krog var der opdrift i form af en blære eller en korkflyder. Mellem opdriften og linen var der en strop. Længden på denne var afhængig af, hvor langt man ville have krogene stående nede i vandet. Når krogene var sat, spiste vi morgenmad, og så sejlede vi gerne langs grejet, for at holde øje med, om nogen hajer havde bidt på. Var der det, blev de pillet af. Der kunne af og til være en tunfisk, en rævehalehaj eller en Bass Rock måge. Til middag fik vi middagsmad. 2 retter, hvorefter de voksne tog sig et hvil, mens kokkedrengen gik på dækket og gjorde bakstørn. Så var det, at kokkedrengen kunne få et chok, hvis der dukkede en 30 ton hval op på siden for at skifte luft i lungerne. Det gik ikke lydløst for sig. Jeg har aldrig brudt mig om hvaler.
Krogene blev hevet op sidst på dagen. Til hjælp for det, havde vi et linespil. Krogene blev renset af for agn, og gjort klar til at sætte næste morgen. Fangsten blev renset og iset ned i lasten. Leveren kom i tønder på dækket. Sådan gik dagen. Det var ikke det store knokkelarbejde. Måske flyttede vi til en anden fiskeplads i løbet af natten.
Da vi havde gjort et par rejser, fik vi kuling. Det blev rigtigt dårligt vejr. Noget lignende, som vi havde i sommer, da færgerne var indstillet. Vi sejlede til Utsira for at komme i læ. Vi kom ind i den sydlige havn, og der lå vi for kuling et par dage sammen med 4-5 Hirtshals kuttere. Da kunne vi godt finde på at gå på besøg hos hinanden.
Jeg husker jeg kom ombord i ”Nøkken” HG.75. Martin Pilhåle var skipper. Jeg ved ikke om Pilhåle var hans rigtige navn, men jeg kendte ikke andet. Han sad i lukafet i et hjørne på kistebænken med benene oppe under sig og med en stor gryde i skødet, som han spiste direkte af med en stor træslev. Jeg kan se ham for mig endnu. Håret hang ned over panden, og jeg kunne kun sammenligne ham med den gamle gubbe, der måske bor i en hule langt, langt ude i en skov.
Han fik åbenbart ikke mad nok af det, der var i gryden, for han spurgte mig, om jeg ville gå til købmanden og købe for 10 øre kirsebær. Det kunne jeg da godt. Nordmændene havde dengang nogle små tiører, som vi kaldte sildeøjne. Den nærmeste købmand havde lukket, så jeg måtte gå til den anden ende af øen, kun for at konstatere, at den anden købmand også havde lukket. Jeg kom tilbage i løbet af dagen og aflagde rapport. Hæ Hæ Hæ. Det vææst a da godt Hæ Hæ Hæ. Hvor er min tits øre. Hæ Hæ Hæ. Den er her, hvorpå han fik sit sildeøje tilbage. Jeg husker ikke jeg efterfølgende har gjort ham tjenester. Hæ Hæ Hæ. Det var den erfaring.
Fortsættes.