De år, hvor jeg blev fisker og var sømand, har jeg tidlige skrevet om, men ikke om min seneste tid som fisker. Jeg aftjente min værnepligt i Marinen, som befaren matros. Var man befaren, var man i Marinen berettiget til at bære et anker på armen, et såkaldt øl anker. Måske var det derfor jeg aftjente min værnepligt som chauffør. Det blev man ikke meget søsyg af. En befaren sømand skulle sidde ved tagåren, når vi i rekruttiden skulle ro i marinens travaljer på Arresøen. Tagåren er den, de øvrige skal følge under roning. Jeg havde absolut ikke forstand på at ro.
Øl ankret sagde mig ikke noget, men kasernens værnepligtige teolog var helt vild efter at låne mine busseronner for, som han sagde, det ser bedre ud at sidde på værtshuset med et øl anker på armen, end et kors. Der kunne måske også nemmere falde en øl eller to af fra en gammel sømand. Det var jeg ikke interesseret i, da jeg ikke brød mig om, at mine busseronner kom til at stinke af værtshus. Man behøver nødvendigvis ikke at have samme interesser som præsten.
Da jeg var hjemsendt, kontaktede jeg tolder Olesen, som dengang havde byens navigationsskole. Min mening var, at erhverve den lille ålestanger eksamen, men det skulle jeg ikke, sagde Olesen. Jeg skulle have den store. Det betød så atter 7 måneder. Olesen var en dygtig lærer. Han passede sit arbejde på havnen ved toldvæsenet. Underviste vi ”store” om eftermiddagen fra 13:00 til 18:00 og kystskipperene fra 19:00 til 22:00. De, der blev undervist om aftenen, kunne passe deres fiskeri om dagen. Denne plan tilpassede han sine vagter efter, men af og til kunne han ikke få kabalen til at gå op. Så skulle en af os undervise kystskipperne. Og det var mig. Det var jeg ikke meget for, men der var ingen vetoret, overhovedet. På grund af lidt rod på vores hold, blev jeg af de andre beordret til at opnå de bedste resultater til eksamen. Det måtte jeg så gøre.
Da jeg havde fået papir på, at jeg kunne finde rundt på havets overflade, skulle jeg have en hyre. Det var ikke så problematisk, for det var i den periode, hvor de første nybyggede stålfartøjer kom væltende ind i havnen. Jeg var kun 21 år, og havde ikke fisket så meget. Efter min skoletid, havde jeg fisket lidt, sejlet til søs, aftjent min værnepligt og gået på navigationsskole, så det var ikke den store erfaring jeg havde som fisker.
Mine papirer var der rift om, men jeg havde ikke de store ambitioner om at bliver skipper. Der til havde jeg for lidt erfaring, mente jeg, men jeg havde nogle hyrer som afløserskipper. En af dem var med ”Berti N”, da Svend Tvilling blev gift med Ingrid. Det var lidt uheldigt. Altså ikke brylluppet. Vi sejlede ud for at fiske, og der hvor vi ville fiske, var der så mange makrel, at vi fyldte båden op i begge luger på et par dage. Jeg kunne efterfølgende ikke få lov til at gå i fred på kajen. Jeg kunne da ikke gøre for, at der var så mange makrel, der hvor vi skulle fiske.
Den sidste hyre jeg havde, var med Verner Olesen med ”Grethe Pedersen” HG. 184. Der var jeg med i ca. 2½ år. Verner var fra Esbjerg, og han havde nok fået en anden opdragelse, end vi vendelboer. For eks. måtte der ikke være kanel ombord i hans skiv. Fandtes det, blev det straks kastet ud over siden, og kokken måtte finde noget andet frem fra sine gemmer. Vi var 5 og af og til 6 mand ombord, så skipperen var i mindretal.
Dengang var det normalt, at bedstemanden manøvrerede med skibet i havn ved forhaling o.l. Skipperen skulle jo stå på kajen og snakke. Da fik jeg problemer første gang, jeg skulle manøvrere ”Grethe Pedersen”. Jeg havde erfaring med ”Berti N”, som jeg var med i Holland og hente, og havde hyre med et stykke tid. Her stod der i kælderen en stor, tung 4 cyl. 4 takt Vølund Diesel, og den styrede om fra frem til bak på 4 sek. Alphaen i ”Grethe Pedersen” brugte 10-11 sek. Det var lang tid, og det var jeg ikke forberedt på. Det kostede et mindre havari den første gang.
Når vi fiskede med flydetrawl, slæbte vi sammen med Kræn Brogaard med ”Henning Brogaard”. Han var nok en af de dygtigste fiskeskippere, der har været på havnen. Når vi fiskede med skovle, skulle vi klare os selv. Verner havde en gang oppe nord for Viking Banke fanget nogle sild. Jeg husker ikke datoen, eller årstiden, men på datoen skulle vi efterfølgende ligge på positionen for at fange dem sild. Det hedder dem sild på esbjergsk. Det nytter ikke noget, sagde vi til ham, for dem sild har du jo fanget, men han troede fuldt og fast på, at dem sild kom til tiden hvert år. Det gjorde dem bare ikke. Der kan man se forskellen på folk.
En gang, vi sejlede op for at fange dem sild, blev det kuling. Vi stak godt nok grejer ud, men det var ankergrejer, og så lå vi der. Vejret blev ikke bedre, så en dag blev vi enige om at lette anker, klare dækket, rigge af og surre og skalke overalt. Kun en paune blev stående på dækket, og det var den forreste i borde i bb. side helt oppe mod bakken. Der kom der aldrig vand. ”Nogen” var godt utilfreds, men hellere gøre det om dagen, end om natten. Man havde vel fået indskærpet A.P. Møllers læresætning: Intet uheld bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu. Om natten blev det rigtigt dårligt vejr. Det blæste helt vildt af SO, men klart vejr med fuldmåne. Jeg havde vagten og styrede skuden op i vinden, og vi skulle over nogle søer, som jeg aldrig har set større, hverken før eller siden. Da kom ”nogen” op og sagde, at det var vist godt vi fik klaret dækket i tide.
Skroget var tidligere på året blevet sandblæst og metalliseret. Det blev malet af nogle tilrejsende malere. De brugte ikke så meget maling, men de brugte en mængde terpentin med det resultat, at malingen ikke sad så godt fast. Man kunne se, når en sø ramte styrehusfronten, at maling fulgte med vandet op over vinduerne.
Vi begyndte at sejle hjem med den smule vi havde fanget, og vi havde den samme kuling i snuden hele vejen, til vi kom i læ, ikke så langt fra havnen. Det tog nogen tid. På kajen stod vore familier, og min kone spurgte hvor malingen var blevet af. Den er blæst af. Hvorfor er den forreste paune knækket? (Den knækkede, men sad i klemme i borde, så den ikke kunne ryge ud). Der kom noget vand, som knækkede den. Hun havde aldrig forestillet sig, at det kunne foregå på den måde. Efter denne rejse, lignede hun en, der allerede var blevet enke, når jeg gik til havnen med køjesækken på nakken.
Ved næste kølhaling malede vi selv. Fiskeriet havde ikke været det bedste, så det valgte vi at gøre. Det skulle være en god kølhaling, hvor vi ville rette op på den tidligere. Vi var et par stykker, der havde lidt erfaring med malerarbejde som sømænd. Det blev en kølhaling lidt ud over det sædvanlige, og blev efterhånden til et tilløbsstykke på havnen. Der blev malet og stafferet på en måde, man ikke havde set før.
Der havde været en række tragiske forlis, desværre med tab at en del menneskeliv. Man troede man kunne byde disse stålfartøjer alt, men det kunne man ikke. Nogle af de gensidige forsikringsforeninger og deres reassurance nedsatte derfor et udvalg, for at finde tiltag til at forbedre sødygtigheden. Det var noget med krav til faste gardiner i lasten, så løs fisk ikke så nemt kunne ”køre”. Ekstra krav til skalkegrej. Slaglemme skulle hindres i at blokere. Sikring af isdæksler og krav til nedlastning. Alt sammen for at undgå at få Plimsollermærker på siderne. Hvis det blev tilfældet, kunne de fleste af disse fartøjer stort set kun anvendes til jollefiskeri. De fleste fiskeskippere kunne se fornuften i det, men nogle opfattede det som et personligt angreb
Udover at opfylde forsikringernes krav, gjorde vi det, at vi på ”Grethe Pedersen” huggede al cement op i rendestene og andre steder på dækket, hvor der var støbt. Den store tunge mesan blev fjernet og udskiftet den med en lille krum mesan, som kunne bære antennerne. Fiskebommen blev taget i land, og erstattet med en hanger, sjæklet i et beslag, der var svejset på masten. Altså vægte over tyngdepunktet. Dette for at forbedre stabiliteten. Der skete så det, at vi hev beslaget ud af masten, en dag vi var ved at løfte fisk ind. Det var livsfarligt, men der stod heldigvis ingen under, da blokken kom. Vi fik derpå OC til at smede en maste ring.
Man kan vel med rette sige det var ved at være en lidt træls hyre. Efter vi var færdig med at kølhale, var vi et par rejser på Island. Dette for at hente rødtunger til Claus Sørensen i Esbjerg. Det var ikke klogt, og heller ikke særlig indbringende, men vi havde ikke selv lavet aftalerne og vidste derfor ikke hvad de indeholdt. Det blev vi først klar over hen ad vejen. Her i huset drøftede vi, om det kunne fungere, hvis jeg gik i land. Vi kunne jo prøve. Efter lidt start vanskeligheder, kom det til at fungere. Så det blev i grunden ikke så galt.
Billedet er et gammelt postkort fra den tid. ”Grethe Pedersen” ligger ved auktionskajen. Tre af besætningsmedlemmerne står på kajen. Nærmest kajkanten står Hans Jacob Egholm. Dernæst undertegnede, og sidst Carl Ove Nielsen, som senere fik ”Bikemo”.