Inden jeg blev indkaldt i 1958, var jeg forhyret med NF. 112 ”Alpha III”. Det var et godt sted at være. Knud Rasmussen var skipper og Erik Odde var bedstemand. Disse to gode mennesker omkom desværre ved ”Karna Schrøders” forlis i 1962.
Når vi fiskede med tvillingtrawl, slæbte vi sammen med HG. 79 ”Kristine” med Viggo Jørgensen som ejer og skipper. Det var en god tid og absolut ikke anstrengende. Vi var 3 mand på hvert fartøj, og skulle bare skubbe fangsten løs ned i lasten på det ene fartøj. Den anden slæbte på tampen. Det var også indbringende. Prisen på industrifisk var sådan, at vi kunne tjene en krone hver pr. kasse vi fangede, og vi kunne godt fange 200 kasser om dagen. Det var en dagløn på 200 kr. Det var ikke så ringe, og så var det bedre, hvis vi fangede det dobbelte.
Dem, der hed Rasmussen, kunne finde på hvad som helst. Det vil nogen fra den tid kunne nikke genkendende til. Der var ikke så få drillerier ind imellem. Det var på den tid det blev moderne at købe skærekager hos provianthandleren. Jeg husker ikke hvad det var. Måske en sandkage med chokoladeovertræk. En dag, vi var ude at fiske, skulle Knud drikke kaffe først, og da vi senere kom ned, lå der kun en endeskive af kagen. Kun for at drille os. Han kunne godt fortryde en gang imellem. Som en gang vi og fiskede ved Hanstholm. Det var midt om natten, og vi kurede rundt på dækket efter nogle stivfrosne kuller og hvillinger, for at jage kniven i dem. Da vi endelig var færdige, havde ingen energi til at lave mad. Jeg havde tidligere på dagen kogt en grydefuld sveskegrød. Den blev vi enige om skulle udgøre dagens (nattens) middag. Knud gik ned først, mens vi klarede det sidste på dækket. Da vi kom ned, stod der en skål med sveskesten. Grøden var væk. Han havde spist det hele. Det var kun for sjov. Sådan skete der så meget. Knuds kone Grethe fortalte senere, at han aldrig siden rørte sveskegrød.
Vi fik nyt styrehus på ”Alpha III”, og da vi var færdig med det, gik vi på fiskeri med skovle på ydersiden af banken. Mens vi fiskede der, blev det vestlig kuling. Vi riggede af og sejlede mod land. Det gik meget godt. Jeg havde vagten. Knud og Erik sad i bestikken og spillede kort. Det var luksus med det nye hus. Vi kunne være der alle mand.
Da vi nærmede os havnen, var der nogen sø. Knud havde overtaget vagten. Jeg ved ikke om vi var kommet for langt øster ned, for da vi holdt på havnen, fik vi en af dem, der brækker. Det gik nogenlunde, men inden vi havde fået den rystet af os, fik vi den næste, og da var styrehuset helt under vand. Det var en underlig fornemmelse. Knud fik på en eller anden måde stævnen i vinden, og vi kom ind i yderhavnen. Da var dækket total ryddet for alt, og vi kunne ikke komme ud af styrehuset uden at bruge vold. Vi var heldige med to ting: Motoren gik ikke i stå, og intet af det, der røg ud over siden, kom i skruen. Ellers havde vi været i problemer.
Vi fik det grej hevet ind, der ikke var sjæklet fra. Vi fandt senere en reservetrawl, der drev rundt nede langs østmolen. Den fik vi bjerget og afleveret til Carlsen og Aaen for reparation. Alt det løse så vi ikke igen.
De, som står i læ et eller andet sted og holder øje med det hele, sagde efterfølgende, at de kunne se bunden af fartøjet, og de regnede med vi var forlist. Andre mente, at båden havde været helt rundt, men det tror jeg ikke, for der kunne ikke være vand nok til det. Masterne ville have ramt bunden. Det var nok en dramatisk oplevelse.
Billedet er fra 1958 og forestiller ”Alpha III” (med det nye styrehus) og ”Kristine” HG. 79 klar til landing ved I.P. Thomsens kran.
